Kategori: Case

Stiftede endnu en skole efter pensioneringen:
»Det er som at være ung igen.«

Fra gulv til loft er der bøger alle vegne i de omhyggeligt indbyggede reoler. De dækker stort set alle større vægge i det lille hus, som den tidligere skoleleder Lone Rytsel har indrettet som hovedkvarter for sin nye virksomhed. Overalt står kasser med endnu flere uudpakkede bøger, for det er kun kort tid siden, hun flyttede fra sin lejlighed i Vallensbæk. Her boede hun mandag til torsdag tæt på sit arbejde som leder af VVC Kursuscenter, Vestegnens Voksenundervisnings Center, der bestod af flere skoler og projekter samlet i en paraplyorganisation.

Nu er huset i Sandvig, en times kørsel derfra og kun få hundrede meter fra Østersøen, blevet hendes nye arbejdsplads – oprindeligt et sommerhus, der ligger lige op ad den helårsbolig, hvor hun og hendes mand nu bor permanent. I de få måneder, der er gået, siden hun forlod sit job i Vallensbæk, har hun nået at indrette det lille etplanshus til de hyggeligste kursusomgivelser, man kan tænke sig. Det er lidt forkert at sige, at Lone Rytsel er tidligere skoleleder, hun er nemlig i meget høj grad nuværende skoleleder. Hun har startet sin egen voksenskole under DOF, Dansk Oplysnings Forbund, som er en landsorganisation for frie og uafhængige medlemsskoler, der tilbyder folkeoplysende voksenundervisning på et ikke-partipolitisk grundlag.

Læs fortsættelsen i bogen

Citater fra Lone Rytsel:

»Jeg opdagede hurtigt, at jeg også havde behov for at skrive ned, hvad jeg så rent faktisk nåede på min liste, for det gik alt for langsomt.«

»Jeg ser hele tiden muligheder – nogle gange for mange, og det skal jeg tænke mere over nu.«

»Da jeg var på VVC, havde jeg en it-mand og en it-lærer, så der var altid kort til en hjælpende hånd, men her skal jeg klare det hele selv.«

»Jeg har erkendt, at det er nødvendigt at holde kontakten til storbyen, så man ikke bliver usynlig. I planerne for det næste år indgår nu at systematisere cafebesøg og vedligeholdelse af netværket i hovedstaden.«

Foto: Carsten Ingemann

Valgte omsider at starte fælles virksomhed:
»Vi ser nye sider af hinanden, selv om vi har været gift i snart 60 år.«

Huset har knopskudt for nylig. Villaen på toppen af Mogenstrup Ås med en formidabel udsigt over Næstved by og omliggende land har fået tilføjet en ny sektion. Den skal rumme det nye skud på stammen, som ægteparret Nils og Annelise Stahlschmidt netop har podet på deres solide træ af arbejdserfaring. De to, som er henholdsvis 79 og 77 år, har besluttet at starte en parterapeutvirksomhed sammen, baseret på de mange års rådgivningserfaringer de begge har som psykolog, terapeut, coach og meget mere og suppleret med en ny uddannelse specielt i parterapi.

I forgårs blev de sidste hylder sat på plads i det, som nu er Annelises nye og helt eget kontor. En tilbygning er placeret, så Annelise kan arbejde i fred lidt væk fra resten af huset. Det er kun nogle få måneder siden, hun holdt op med at arbejde som psykolog i Næstved Kommune efter mere end 25 år på samme arbejdsplads, og i stedet er begyndt at virke hjemmefra.

I den anden ende af huset har Nils haft sin rådgivningsvirksomhed længe. Han har arbejdet selvstændigt de seneste 17 år, først som ledelsesrådgiver for kommuner, senere som privatpraktiserende coach og terapeut. De senere år er arbejdet foregået fra hjemmeadressen, hvor der nu er indrettet to rum til konsultationer plus Nils’ eget kontor.
Sammen har de dannet et fælles firma, der hedder Stahlschmidt Parterapeuter. Det kombinerer de kompetencer, de har hver for sig. At tage beslutningen var et stort spring for dem begge: Samarbejdet har givet andre rutiner, andre strukturer på hverdagen, andre krav til hinanden ved at både bo og arbejde under samme tag. Det har givet fornyet arbejdsglæde, stor tilfredshed med at kunne udrette noget sammen og ny indsigt i hinanden.

Læs fortsættelsen i bogen

Citater fra Nils og Annelise Stahlschmidt:

»Når man arbejder for sig selv, er det vigtigt at have en struktur, så man får gjort det, man skal, og tiden ikke smuldrer.«

»Nils vil gerne arbejde hele døgnet rundt, mens jeg har mindre lyst til at arbejde. Jeg søger nok mere tid til fordybelse, for jeg synes, jeg har haft for travlt i mit hidtidige arbejde.«

»At jeg selv skal opkræve penge for mit arbejde, får mig ind imellem til at tænke: Gør jeg det nu også godt nok?«

»Jeg kan føle mig lidt alene, for jeg har ikke så mange jævnaldrende at spejle mig i, og som jeg bare kan gå til og tale med om det, jeg er optaget af.«

»Jeg vil ikke allerede nu forberede mig på den dag, hvor jeg måske ikke kan gå ned ad trappen til vores hus. Den tid, den sorg, hvis den dag overhovedet kommer. Vi må øve os på det, vi vil fortsætte med.«

Foto: ©Carsten Ingemann

Stort set alle hendes produkter er online:
»Jeg følger flowet i kundernes efterspørgsel.«

Mette Weber arbejder med en bred vifte af rådgivning: skriver e-bøger, sælger onlinekurser, som hun selv har bygget op, driver en online-forældreklub, hvor sparring og rådgivning indgår, hun sælger otte forskellige trykte sæt såkaldte dialogkort, som hun selv har udviklet, alle med fokus på at forbedre forholdet mellem forældre og børn, og så holder hun foredrag.

Fokus på forældre og børn har ikke altid været det primære, men er det i dag. Hendes ydelser har udviklet sig fra den dag, hvor hun valgte at tage hjem til Danmark og lade sin mand blive i Østen. Som hun forklarer det med et glimt i øjet: »Jeg rejste ud af kærlighed til min mand, der blev udstationeret, men rejste hjem af kærlighed til mig selv. Vi er stadig gift,« smiler hun, »men jeg kunne ikke holde livet ud som medfølgende hustru i Østen og tog derfor hjem og startede min egen virksomhed lige, da jeg var fyldt 60 år.«

»Det var svært at tage beslutningen om at rejse hjem alene, men jeg var utilfreds i lange perioder, fordi jeg simpelthen ikke fik brugt mine kompetencer og skulle være for meget en dame med fine negle. Over nettet havde jeg taget en coachinguddannelse, og under dette forløb indså jeg, at jeg var nødt til at komme hjem. Det skulle være nu og her, ellers ville jeg blive for gammel. Jeg kunne bare mærke, at det var nødvendigt for mig for at bruge mit liv bedre og være glad derved. Det er rigtig dejligt at spille bridge og rejse, men det giver for mig ikke det meningsfulde ved tilværelsen. Det meningsfulde for mig er, at der er nogen, der kan bruge det, du laver.«

Læs fortsættelsen i bogen

Citater fra Mette Weber:

»De fleste oplever, at en ting eller et stykke arbejde ikke er noget værd, når det ikke koster noget. Jeg går mere i en anden retning: Jeg er værd at betale noget for.«

»Mit arbejde betyder meget – det betyder meget, at jeg ikke er sofapensionist, men at jeg byder ind og gør noget samfundsmæssigt.«

»Jeg vil godt forbindes med ordet pensionist, men offensivt. I vores samfund er folkepensionister intet værd. Det vil jeg gerne gøre op med.«

»Jeg kan næsten ikke klare, hvis jeg bliver sådan en, som hele tiden brokker sig over, at tingene bliver lavet om.«

»Når man breder sig meget, er det sværere at holde fokus og at tjene penge, har mange sagt til mig. I klare øjeblikke kan jeg se, de har ret – jeg bliver bare så inspireret undervejs og får nye ideer.«

»Planen for min virksomhed er, at hvis jeg kan, så arbejder jeg. Hvis helbredet ikke er med mig, finder jeg en anden vej. Jeg skal have sat noget andet i stedet, som er inspirerende, noget, der giver mig interessant indhold.«

Foto: ©Carsten Ingemann

Tog et år med golf, men kedede sig:
»Jeg er vendt tilbage til min oprindelige tømreruddannelse.«

Huset på bakketoppen med udsigt over Storstrømmen er så godt som bygget af ham selv, i hvert fald har Hugo Max Nielsen selv besluttet, hvordan det skulle se ud og har bygget videre, efter at fundament og murerarbejde var overstået. Som udlært tømrer og senere bygningsingeniør har det været naturligt at være en del af byggeriet, og det er da også ham, der besluttede at bygge et helt hus til sit værksted for foden af boligen tre-fire meter længere nede ad bakken.

Den nok mest centrale bygning på grunden, set med Hugos øjne. På væggen uden for værkstedet hænger et keramikrelief af en glad tømrer med tommestok i bukselommen kravlende på toppen af et tag med rejsegildekranse og dannebrog i baggrunden. Varevognen parkeret udenfor fylder godt op i indkørslen. En lille trailer til de små opgaver, og en megatrailer til transport af vinduer, døre m.v. supplerer håndværkerens helt nødvendige udstyr. Her bor »Din Handyman, tømrer- og snedkerarbejde«, står der på siden af varevognen, ligesom på Hugos visitkort.

Det er kun små fem år siden, Hugo holdt op efter et 25-årsjubilæum, senest som vejchef for 70 mennesker, der døgnet rundt tog sig af kommunens veje, broer, vandløb og ikke mindst snerydning. Der var for mange omlægninger i arbejdsgange til, at han ville være med til endnu en. Allerede som 63-årig havde han sagt, at han ville holde op – men det blev først som 65-årig, og det skete i forbindelse med en endnu en omlægning.

Læs fortsættelsen i bogen

Citater fra bogen

»Jeg har senere lavet en forretningsplan selv og haft megen fornøjelse af den. En sådan startplan indeholder en masse ting, som måske virker banale, men som det er meget klogt at gøre sig overvejelser om.«

»Jeg holdt fast i at stoppe som 65-årig, men hvad der så skulle ske, stod endnu ikke klart for mig.«

»Hvis vi var jævnaldrende, og begge var gået på fuld pension samtidig, var vi nok gået mere efter at rejse, købe campingvogn m.v. Men det er et lidt andet liv nu, hvor min kone stadig er erhvervsaktiv.«

»I dag har jeg kunder nok, jeg behøver ikke at annoncere i avisen – jeg har for meget arbejde. Jeg siger lige som lægerne: Der er lukket for tilgang.«

Foto: ©Carsten Ingemann

Har drevet bed and breakfast som deres seniorlivsprojekt:
»… men nu skal vi videre til noget nyt.«

»Optaget/Besetz/No vacancy.« Det lille røde skilt vajer i vinden ud for Solbjerggård Bed and Breakfast og fortæller, at ingen af de fem lejligheder i den over 300 år gamle bondegård ud til landevejen i Millinge på Sydfyn er ledige.
Oven over det røde optaget-skilt vipper et større blåt med en hvid Ole Lukøje i bedste H.C. Andersen-silhuetklip bøjet over en seng. Lige præcis denne type skilt er et kvalitetsstempel – kun de fynske bed and breakfast, som har en vis kvalitet, får lov at hænge et sådant skilt ud.

Kvalitet, det finder man både inden for og uden for den 300 år gamle bondegård, der har fået nyt liv som det sted, Peter Gabel-Jensen og Laura Johanne Bang havde tænkt sig at drive i deres seniortilværelse. Ægteparret har lige tre ledige timer, mellem de seneste gæster har tjekket ud, og det næste hold rykker ind kl. 16.
Over de seneste 15 år har de opbygget og drevet en glimrende bed and breakfast-forretning med overnatning, spisetilbud, galleri, marskandiserforretning, systue og tøjsalg. De to købte den firlængede gård, da den var lidt af en ruin, og boede i et år i en pavillon sat op i baghaven, mens istandsættelsen stod på. Gården er gået i arv i syv generationer, og Peter og Laura er de første uden for slægten, som bor her fast.

Gården købte de meget billigt, men det tog nogle år, før de flyttede rigtigt ind og investerede i den omfattende ombygning: De havde nemlig to ejerlejligheder i Aarhus, der skulle sælges først, og som skulle finansiere renoveringen. Imidlertid var de helt sikre i deres valg: Drømmen var at åbne en bed and breakfast og drive den som et fælles projekt.

Laura på 69 og Peter på 70 har kendt hinanden mere end 25 år og begge været gift før til anden side. Som modne fandt de sammen og besluttede sig for at gøre alvor af drømmen. Peter stoppede efter 35 år som administrationschef på en maskinfabrik, og Laura, der er uddannet tøjdesigner, stoppede som leder af sin egen designskole, lukkede den og tog symaskinerne, mønstrene og ideerne under armen med sig videre til Millinge.

Læs fortsættelsen i bogen

Citater fra Laura og Peter:

»Når man kommer her, falder skuldrene ned. De eneste, der har skuldrene oppe, det er os, fordi der er så meget, der skal nås.«

»Vi skal være opmærksomme på, at vi kan godt blive trætte og få ondt i benene, men vi er ikke nær så gamle som mange af de 70-årige, vi har som gæster.«

»De fleste medkursister var langt yngre end os, så vi fik prikket til noget af det, vi var blevet vant til at lave, men som de unge så på med andre øjne. Man kan blive lidt sat med tiden, hvis man er alene.«

»Jeg frygter måske i virkeligheden at blive ensom, hvis jeg ikke er i gang og arbejder. Jeg føler meget, at jeg skal bevise, at det her er jeg god til. Det føler jeg ikke, jeg gør, hvis jeg tillader mig at sætte mig og læse en bog.«

»I dag ligger identiteten i at have bygget dette op, men der er nyt, der kan bygges. Jeg mister ikke min identitet ved at holde op med at arbejde.«

Foto: ©Carsten Ingemann

Åbnede butik som 70-årig:
»Man skal være blæksprutte for at kunne nå det alt sammen.«

Den lange halskæde er ganske let, men fylder meget. De store selvlysende orange plasticstykker ligger som megahønseringe rundt om halsen og tiltrækker øjeblikkeligt opmærksomheden med deres markante farve. Smykkedesigneren og grafikeren Kirsten Sonne har netop lavet kæden færdig af stykker, der er skåret ud af en gammel vejafspærringscylinder. Ikke et smykke enhver kan gå med, men uden tvivl et dramatisk og sjovt smykke, som passer præcis ind i den efterhånden store kollektion, som Kirsten gennem de seneste mange år har fremstillet af genbrugsmaterialer. Det er ikke genbrugssmykker, hun sælger, men smykker, hvori der indgår genanvendte materialer.

Kirsten er uddannet grafisk designer og gik selvstændig i 1990 efter mange år som fastansat grafiker blandt andet i Dansk Sygeplejeråd. Siden 1993 har hun drevet en tegnestue under samme tag som sin mand, der også er grafisk designer med fælles faciliteter, men med hver deres firma. Den anden fase af hendes liv som selvstændig begyndte et par måneder, før hun fyldte 70. Da lejede hun sig ind i en butik i den hotte gade Jægersborggade på Nørrebro i København og åbnede en smykkeforretning med recyclede smykker.

I begyndelsen lavede Kirsten sine humoristiske og overraskende smykker af messing, tin kobber, aluminium, bronze og stål. Men efterhånden er hun ’altædende’, bruger akryl, træ, horn og ben. Og perler! Glas- og plasticperler i stor stil, nye såvel som gamle, men mestendels nogle, som kommer fra perlekæder, der er i stykker og købt på loppetorv. Smykkerne suppleres med løsdele fra Barbiedukker, indmaden af ure, legetøjsfigurer, stofrester, bånd, gummi, pensler, børster osv., osv.

»Jeg præsenterer mig forskelligt, alt efter hvilken sammenhæng jeg står i, men jeg siger næsten aldrig ’smykkedesigner’ uden at tilføje, at jeg har en uddannelse som grafisk designer. For smykkedesign er ikke en beskyttet titel, og enhver, som har klappet to stykker metal sammen, kan kalde sig dette. Jeg vil gerne understrege, at jeg har en kunstnerisk uddannelse at bygge på.«

Læs fortsættelsen i bogen

Citater fra Kirsten:
»Hvis du gør en seriøs indsats på de digitale platforme og giver dig til kende de steder, hvor dit segment er, er der noget, der kører af sig selv, ikke hurtigt, men det arbejder stille og roligt for dig.«

»Jeg er meget disciplineret, så strukturen kan jeg fint finde ud af, men klokkestrengshalløjet er træls.«

»Havde jeg ikke et arbejde, der gav indkomst, ville jeg begynde at male, snitte i pinde, tegne croquis eller noget helt fjerde.«

»Det popper mere og mere op, at jeg har lov til at holde op med at arbejde […]. Det, jeg har, er skabt via mine evner, det er dem, der har gjort drømmen mulig. Det er jeg ikke mæt af endnu, men jeg kan mærke, det kommer.«

»Den spørgen ind til mit liv er af og til voldsom, fordi det er, som om der ikke rigtig sker noget i deres eget liv. Jeg føler mig sommetider lidt zoologisk have-agtig i de situationer; det er, som om det skinner lidt på dem, når jeg fortæller, hvad jeg laver.«

Foto: ©Carsten Ingemann

Laver ikke strik for begyndere:
»Mit mål er at lave underholdende og sjovt strikdesign.«

35-årsjubilæet som selvstændig nærmer sig. Om to måneder skal jubilæet fejres med en udstilling i den lokale rådhusbygning, som i dag er medborgerhus. Samtidig markeres udgivelsen af Vivian Høxbros tolvte bog, Strikkebog – strik fra før og nu. Hun er strikkeekspert, strikdesigner og forfatter til strikkebøger på japansk, engelsk, norsk og dansk.
Stueetagen i huset nær Stubbekøbing Havn på Nordfalster sprudler af farver med en dæmpet limegrøn som den mest gennemgående fra skalstolene omkring det store hvide arbejdsbord midt i stuen, i den indbydende chaiselong langs væggen, i depotkasser under vinduet til de moderne lænestole i afslapningsstuen ved siden af arbejdsrummet.

Reoler fra gulv til loft er fyldt med fagbøger og inspirerende kunst- og billedbøger, de underste rum er reserveret til store flettede firkantede kurve, som indeholder strikkeprøver fra de mange bøger, hun har skrevet gennem tiden. Selv syv limefrugter er lagt i mønster i et stort keramisk fad – bare fordi de er så smukke. Den grønne farve spores også i Vivians outfit i dag – skønt trøje og bukser er diskrete i gråt og sort har hun svøbt et stort gult og grågrønt tørklæde om halsen, fint matchende til dagens brille i samme farver. Ved computeren ligger tre andre sæt briller klar til skiftende humør: et enormt sæt runde flaskegrønne, et sæt neonlysende limefarvede og et sæt næsten lige så højrøde.

Farver og farvekombinationer, mønstre og sammensætninger er Vivians store passion, styrke og forretningsudgangspunkt. Som hun siger: »Kun 10 procent af tiden går med at strikke, de andre 90 går med at arbejde med mønstre, sammensætning og alt det andet.«

Læs fortsættelsen i bogen

Citater fra Vivian Høxbro:

»Jeg arbejdede især for nogle år siden mere, end jeg nogensinde ville gøre, hvis jeg var i et firma. Ikke helt så meget i dag, men jeg kan selv bestemme, hvordan og hvornår jeg vil. Det er friheden.«

»Vi er nødt til at have faste rammer: Det var svært at få min mand hjem, dengang han holdt op med at arbejde i København. Det syntes han også.«

»Man skal ikke tro, man er mindre værd, fordi man får en folkepension. Man skal værdsætte sig selv økonomisk i forhold til, hvad man laver, selvom hårfarven er grå.«

»Jeg har stadig mange drømme – ikke alle lige realistiske, men de er der. Ikke at jeg tror, de bliver realiseret, men jeg kan lide at have dem som en slags drivkraft.«

»Jeg kan faktisk bekymre mig for, at jeg bare skal være pensionist, det tror jeg ikke, jeg kan finde ud af.«

Foto: ©Carsten Ingemann
 

It-konsulent på freelancebasis:
Rejser på opgave til udlandet 8-10 uger om året.

Det røde murstenshus med udsigt over Stubbekøbing Havn bebos af hele to selvstændige, ægteparret Vivian Høxbro, strikkeekspert og Søren Netterstrøm, kaldet Jubbe, it-programmør og saxofonist. De blev gift, da de var midt i trediverne og havde begge børn fra tidligere ægteskab. Vivians arbejde fylder halvdelen af underetagen, mens førstesalen stort set er Sørens.

Med udsigt over lystbådene kan han brede sig så meget, som han lyster. Dette er hans domæne. Her står såvel computere som musikinstrumenter – de to ting, han går mest op i.
Siden 1967 har den nu 72-årige chefkonsulent arbejdet som it-programmør for Danmarks Statistik og er i dag freelancer for dem som international konsulent.

Søren rejser ud en vis del af året til forskellige lande og hjælper de pågældende landes officielle statistiske kontorer med at planlægge, igangsætte og vedligeholde programmer, som arbejder med landets statistiske data.
Sørens opgave er at se på, hvad kunden, typisk et lands statistiske kontor, har af muligheder, ud fra hvilke data de har til rådighed eller kan skaffe. I tæt dialog med de lokale eksperter prøver han så at skitsere mulige løsninger. Afhængig af behovet kan han derefter fungere som projektleder på et udviklingsprojekt eller gå mere direkte ind i arbejdet med at udvikle et system.

Læs fortsættelsen i bogen

Citater af Søren Netterstrøm

»Jeg gik ind til chefen for international rådgivning og spurgte, om han kunne bruge mig på halv tid i stedet for, og fik så en god aftale. Hvis vi skulle vente, til jeg blev pensioneret med at flytte ud, ville det være for sent.«

»Internettet er blevet min foretrukne skole – forleden sad jeg og puslede med noget, der skulle kunne gøres bedre. Så var det ud på nettet, lede og finde og blive inspireret til at gøre tingene på en anden måde ved at se, hvad andre gør. Jeg ekstrauddanner mig selv hele tiden, for ellers kunne jeg godt pakke sammen.«

»Begynder man først at sige nej, er man hurtigt ude!«

»Honoraret er en behagelig sidegevinst – men jeg gør det, fordi arbejdet er sjovt og holder mig i gang, også fordi jeg sætter en ære i at lave noget ordentligt.«

»Vi er ikke den type bedsteforældre, der har samlet familien en gang om ugen. De har accepteret, at vi var bedsteforældre med en kalender, og vi har heller ikke lagt skjul på, at vi arbejdede.«

Foto: ©Carsten Ingemann

Sagde op som 60-årig:
»Jeg føler glædesboblerne i maven, når jeg laver podcast.«

Trods et nyopereret knæ, som er blevet skiftet helt ud, kommer 77-årige Gunvor Bjerre frisk gående hen imod mig, direkte fra Radio 24syv med en tung taske over skulderen. Hun skal efter vores samtale videre med tog til sin sommerstuga i Halland i Sverige. Endelig sommerferie. Det var en speak til en dokumentar, Gunvor netop var inde at lave i Radio 24syvs studier, noget hun ofte laver og noget, som ligger fuldstændig i tråd med det mangeårige liv, hun har haft som stemme og person bag en mikrofon i 36 år i Danmarks Radio.

Gunvor Bjerre har været selvstændig de seneste 17 år, fra hun var 60 år:
»Jeg havde verdens bedste arbejde på Børne- og Ungdomsafdelingen i Danmarks Radio. Jeg var så glad for mit arbejde og mine nære kolleger. Men en dag i 2002, hvor jeg kørte ud ad Hareskovvejen mod TV-Byen, begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på mig. På vejen mod redaktionen tog jeg beslutningen om at sige op samme dag. Arbejdsklimaet var blevet dårligt efter en række omstruktureringer, McKinsey-rapporter og nye ledere. Før havde vi arbejdet efter guleroden, og nu blev det efter pisken, og det er ikke motiverende for kreativt arbejde, især ikke i en afdeling som B&U. Folk var så kede af det, og jeg ville ikke bruge resten af mit arbejdsliv på det. Jeg følte, at en opsigelse var det eneste rigtige og kom hjem og fortalte det til min mand, som var helt uforberedt. Jeg var jo ligesom den, der var the breadwinner i familien, men det tog han virkelig pænt.«

I alle årene derefter har hun udnyttet sin viden og kunnen om børn, blandt andet til at skrive børnebøger, skrive tekster til børnesange, skrive teater, film, radio, indtale speaks og være filmkonsulent for andre og meget mere, blot under nogle andre vilkår end under de relativt komfortable, der dengang i 2002 fulgte med et fast job i DR.

Læs fortsættelsen i bogen

Citater af Gunvor Bjerre:

»Da jeg sagde op, besluttede jeg, at jeg kun ville lave lystfyldt arbejde. Det har jeg holdt. Jeg har tjent det halve, men været dobbelt så glad.«

»Jeg er ikke drevet af nødvendigheden af at tjene penge. Men jeg vil nu bare meget gerne arbejde og bruge det, jeg kan.«

»Jeg vil være journalist, til jeg dør – det er ikke nødvendigvis kun en profession, men en livsstil, en livsopfattelse.«

»Friheden er utrolig vigtigt for mig, også selv om der er usikkerhed forbundet med det. Den stimulerer, holder mig levende, jeg ser gamle kolleger, møder nye kontakter, bliver klogere, og jeg trækker på mine livserfaringer.«

»Du kan komme langt, hvis du tager udgangspunkt i det, du er og kan og bruger det konstruktivt uden tanke for, hvilken alder du har.
 
Foto: ©Carsten Ingemann