Stadig euforisk efter kanonstart:
»Det kribler under huden på mig; jeg får brugt alt det, jeg kan lige nu.«
Det er ikke mange måneder, siden Steen Wæver valgte at begynde for sig selv efter en lang karriere, senest som erhvervsrådgiver i erhvervsorganisationen for Lolland-Falster, Business Lolland-Falster, hvor hans primære opgaver var at tiltrække større virksomheder til regionen i forbindelse med en række store anlægsopgaver, og før det tæt på 17 år først som økonomidirektør og de sidste fem år som linjechef i rederiet Scandlines.
Den strategiske forretningsudvikling er hans yndlingsfelt, og han befinder sig som en fisk i vandet, nu hvor han ikke længere skal være i maskinrummet, men kan tage fat på overordnede strategiske problemstillinger og løse dem som konsulent. Han fokuserer i dag på at rådgive virksomheder om mulige vækststrategier, optimering af forretningsgange, køb og salg af virksomheder. Desuden sidder han fortsat i en række bestyrelser, hvor hans brede kompetencer kan bringes i spil.
»Jeg har altid sagt højt, at når jeg blev 60, gik leddet ned. Ikke sådan at jeg ikke vil lave noget, men jeg ville arbejde for mig selv og sætte mig i rådgiverrollen. Der gik så lige to år mere end beregnet, fordi det skulle passe med, at jeg kunne hæve min opsparede efterløn, men for ca. et år siden stoppede jeg i mit seneste job. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at øse ud af min viden og erfaring, for jeg har fået lov at prøve mange ting og haft fantastiske jobs undervejs, som jeg har lært meget af.«
Citater af Steen Wæver fra bogen:
»I de 45 år, jeg har været på arbejdsmarkedet, har alle andre disponeret over min tid, ofte mere end 60 timer om ugen. Nu var det tid at kigge på mig selv.«
»Nu er jeg ikke underlagt andre, ikke underlagt bestyrelser og ejerkreds, men jeg har en hel del at byde ind med.«
»Først skrev jeg et blogindlæg på LinkedIn, hvor jeg fortalte om min nye tilværelse og delte det i det digitale netværk. Dernæst sendte jeg en mail til alle mine kontakter og fortalte, at jeg ville indlede en ny fase, hvor jeg ville tilbyde strategisk rådgivning.«
»Hvis du ikke gør op med dig selv, inden du forlader dit job, hvem du også er, skal du vide, at når du er ude af øje, er du ude af sind.«
»Jeg er stadig 110 procent på og skal lære at lade være med at følge op på al ting. Alligevel har jeg fået et andet liv – det er mere frihedsbetonet, end det var før.«
»Jeg har lovet mig selv ikke at arbejde fuldtid længere, og det vil jeg ikke gå på kompromis med.«