Sprang ud som litterær oversætter som 70- årig:
»Nu skal jeg til USA og sælge mine oversættelser ind.«
Den tykke røde dansk-engelske ordbog på skrivebordet fortæller på en måde hele historien: Den er så slidt, at bogryggen er ved at falde af. Ved siden af ligger dens mindre makker, engelsk-dansk, og i en reol i nærheden står endnu flere opslagsværker. Men ingen af bøgerne er opslåede – de er kun til nødsituationer, for 80-årige Anna Halager er opvokset med begge sprog, har oversat bogstaveligt talt i en menneskealder og behøver i dag kun sjældent at slå efter.
Tættest på computeren ligger opslået den roman, som den litterære oversætter er ved at forvandle til engelsk – en lineal angiver, hvilken linje hun er i gang med. Det er en dansk udgave af krøniken Sagaen om isfolket af norske Margit Sandemo, nummer 38 i serien, som Anna gennem tiden har oversat mindst 20 af til engelsk. Et arbejde, hun ser som en ren fornøjelse, for hun kender karaktererne i bogen temmelig godt efterhånden.
I mere end 30 år har Anna oversat professionelt fortrinsvis fra dansk og norsk til engelsk, de seneste 12 år som litterær oversætter. Før hun blev fuldtidsselvstændig, arbejdede hun i 11 år på den indiske ambassade i Danmark som Official Translator. Hun har desuden arbejdet med erhvervsoversættelser og undervist i dette.
Anna er opvokset i et engelsktalende hjem med en walisisk mor og en dansk far, og familien rejste meget, så hun opfatter sig mere som et internationalt menneske end som blot dansker. Forældrene arbejdede for UNESCO, kom jorden rundt, og Anna Halager har selv for eksempel boet tre år i Kabul, Afghanistan, hvor hun arbejdede for FN. Den lille toværelsesandelslejlighed i Vanløse bærer præg af det internationale: Over det udskårne spisebord i mørkt træ fra Zanzibar er lagt en afrikansk dug, og væggene prydes af billeder fra Nepal og af orientalsk kunst.
Citater af Anna Halager:
»Jeg oversætter det, jeg finder, og det, jeg kan lide, for jeg har ikke lyst til at oversætte noget, som et forlag sender mig, og som jeg ikke har hjertet med i, eller som ikke appellerer det mindste til mig.«
»Folkepensionen er for lille til det, jeg gerne vil i mit liv. Jeg får ingen tilskud og burde spare op til at istandsætte min lejlighed – men jeg vil hellere rejse ud, mens jeg kan.«
»Jeg nyder jo arbejdet, og okay, man er alene, når man oversætter, men jeg synes, jeg hviler godt i mig selv. Faktisk vil jeg sige, at jeg på rigtig mange punkter rent mentalt aldrig har haft det bedre.«
»Jeg tror nok, jeg før har været ret ængstelig og nervøs, men jeg tager i dag tingene lidt mere, som de kommer.«